Holmens historie

Lidt om Holmens historie

 

Flådens værft

De som har haft lejlighed til at komme til København ad søvejen ved, at det er med skib, man får det smukkeste og mest karakterfulde indtryk af landets hovedstad. Ved indsejlingen modtages man af de markante søforter, og herfra kan man mellem byens tårne skimte Holmens vartegn, den store mastekran. 

Fra styrbord ses Langelinie og Kastellet samt de fine pakhuse fra den københavnske handels storhedstid, og på bagbords side ses Nyholms smukke 1700-tals bygninger.

Så følger det nu nedlagte Orlogsværfts mange værksteder, magasiner, beddinger samt dokken, og bag højbanekranerne anes arkitekten Philip de Langes magasinbygninger og hans stilfulde Søarsenal.

Det store område udviklede sig i perioden fra 1500-tallets midte til 1850’erne til en by i byen. Holmen, værftet og de øvrige faciliteter var skarpt afgrænset i forhold til København.

 

 

Flåden havde deres egne love, hospitaler og skoler. Den havde eget fængsel, kirker og kirkegårde, og var i det hele taget i stand til at forsyne sine ansatte med alle fornødenheder: arbejde, uddannelse, bolig, mad, brændsel og klæder. 

I årenes løb blev Holmen til en fællesbetegnelse for alle de områder og institutioner, hvor den danske flådes materiel blev fremstillet, repareret, vedligeholdt og opbevaret. Det omfattede Gammelholm, Nyholm med Flådens Leje, Frederiksholm, Dokøen og Arsenaløen, Bodenhoffs Plads og dokken på Christianshavn. I over 300 år var Holmen landets største arbejdsplads og den førende med hensyn til ny teknologi, men i 1970 løb det sidste skib af stabelen på Orlogsværftet, og i 1991 forlod den sidste håndværker det gamle værft.

En epoke var slut, og Københavnerne havde mistet en af deres største og mest traditionsrige arbejdspladser. Men Holmen lever videre. Et område med mange naturskønne steder og med store arkitektoniske værdier. Kulturelle institutioner blomstrer nu i de nedlagt værksteder, og fantasien leger i de gamle haller. Langsomt fyldes Holmen igen med liv, og Københavnerne har fået et fristed midt i den larmende og tætpakkede by.

 

Holmen og København

Medens Admiralitetet tog sig af flåden, skibsbyggeriet og mandskabet var det Generalkommissariatets opgave, at tilvejebringe de midler og materialer som hele den danske flådes eksistens beroede på. Til værftet skulle der indkøbes tømmer, hamp, tjære, sejl og tovværk samt jern, kobber og bly. Til skibenes udrustning skulle der bruges kanoner, kugler og krudt samt proviant i form af flæsk, ærter, gryn, smør og brød, samt store kvantum øl og brændevin.

På Holmen satte man en ære i at kunne fremstille alt selv, men man købte dog en række varer og serviceydelser hos byens handlende og håndværkere. For eksempel maler-, glarmester-, blytækker- og blikkenslagerarbejde og når kapaciteten i egne værksteder var fuldt udnyttet, placerede man større og mindre ordre hos byens smede og metalstøbere. Man lejede trækdyr og fik fjernet affald ved hjælp af private vognmænd, og når der skulle bygges anvendte man byens murermestre og stenhuggere.

En lille privilegeret gruppe, havde kontrakter med den danske flåde om levering af forskellige materialer til skibsbyggeriet. Det profiterede en række af byens store købmandshuse i stor målestok på. Tre af disse blev

  

så berømte, at de senere fik  opkaldt pladser og gader efter sig. Det var Peter Appelby, som leverede tovværk og sejldug og Andreas Bodenhoff, som var hovedleverandør af tømmer, master, hør og hamp, samt Carl Wilder, som leverede smede- og skibsarbejde. 

 

Begivenhedernes centrum

Danmark havde spillet politisk hasard med Europas mægtigste sømagter, og nu skulle gælden betales. I slutningen af marts 1801 ankom en større engelsk flåde til Københavns Red, og kun få troede på at en konfrontation kunne undgås. I ugevis havde København været på den anden ende. Fra Nyboder, den gule matrosby, gik der morgen og sen aften store klynger af håndværkere, matroser og arbejdsfolk til og fra Holmen, og byens smalle gader genlød af larmen fra vogne belæsset med materialer og proviant til den i al hast udrustede sødefension: - en palisade af flydende og faste fæstninger. Om formiddagen den 2. april hørtes den første kanontorden. Slaget på Reden var begyndt. De mange nysgerrige københavnere som havde forsamlet sig på Toldboden og på Kastelspynten overværede den ulige kamp, som i løbet af kun fire timer tvang danskerne i knæ. København havde kastet sine sønner for den engelske løve, og den havde med glubende appetit taget for sig af retterne.

Byens skæbne - og for den sags skyld hele landets - blev beseglet kun seks år efter. Midt i august 1807 landsatte englænderne uden at møde modstand en stor troppestyrke nord for København, og i løbet af forbavsende kort tid var hovedstaden lagt i et jerngreb.

Kravene var betingelsesløs overgivelse og udlevering af flåde, og hvis de ikke blev efterkommet ville englænderne ikke vige tilbage for et terrorbombardement af den næsten ubeskyttede by.  

 

Den 2. september havde englænderne mistet tålmodigheden, og i de efterfølgende dage og nætter sendtes et sandt helvede af bomber og raketter ind over byens huse og torve. De materielle ødelæggelser var enorme, og over 1600 civile blev dræbt og flere invalideret.

Først den 21. oktober forlod den engelske flåde København. Med sig havde den hele den danske flåde, og flere hundrede transportskibe fulgte efter med lastrummene fyldt med materialer fra Holmens magasiner. En epoke var slut og i dens kølvand fulgte statsbankerotten i 1813 og den smertelige adskillelse af Danmark og Norge i 1814. Landets teknologiske centrum var raseret, og Flådens Leje lå øde hen. Den tidligere så blomstrende københavnske handel var visnet, havnen og dens pakhuse var tomme. Der skulle gå årtier før det tabte blev genvundet.

 

Gammelholms bygninger

København var ikke alene rigets største havn, den var også flådens største base. Det var ikke nogen tilfældighed. København lå placeret ved den mest anvendte gennemsejling mellem Nord- og Østersøen og Øresund var et afmærket farvand med dybde til selv de største skibe.

Havnen lå godt beskyttet og var placeret central for den internationale handel. Derfor havde de store handelshuse valgt at placere sine forretninger og magasiner der. I København var man også tæt på kongemagten og beslutningstagerne og med Tøjhuskompleksets anlæggelse i de første tiår af 1600-tallet, slog Christian IV Københavns rolle som flådens hovedbase fast.

I 1720 omfattede det store militære etablissement, foruden det ovennævnte anlæg med arsenal, magasin og udrustningshavn på Slotsholmen, et komplet værfts- og værkstedskompleks på Bremerholm, der med udgravningen af Nyhavn i 1673 havde fået sin nordlige grænse fastlagt.

 

  

I 1706 havde man ladet opført en palæagtig bygning til Admiralitetets- og Generalkommissariatet og i dens forlængelse blev der i 1734 bygget en  bolig til Holmens chef. Anlægget rundedes i 1737 af med bygningen af hovedmagasinets nordlige fløj, som i 1756 forøgedes med en identisk sydfløj. De to bygninger blev bundet sammen med en pavillon fra hvis tag havguden Neptun kunne skue ud over kongens værft. Sådan stod Bremerholmen næsten uforandret indtil brandkatastrofen i 1795.

 

Nyholms bygninger

I 1690’erne begyndte man opfyldningen af Refshalens yderste spids, der ved lavvande var tørlagt. Den umiddelbare årsag til dette initiativ var, at de skibe, som den danske flåde byggede på Bremerholmen efterhånden var blevet så store, at de ikke længere kunne søsættes uden at lide overlast. 

Arbejdet på Nyholm skred hurtigt frem. Allerede i 1692 stod det første skib færdigt og snart kom flere beddinger til sammen med nogle værksteds- og magasinbygninger. Den store nordiske Krig og den efterfølgende økonomiske afmatning medførte et midlertidigt stop for udviklingen af området og først i slutningen af 1720’erne blev der igen fundet midler til opførelsen af blandt andet en spanteloftsbygning og to takkeladshuse.

I 1748 fremlagde Frederik Danneskiold-Samsøe, flådens øverste chef, den plan som blev retningsgivende for kompleksets udvikling i en lang årrække. Hans visionære idé gik ud på at

  

samle alle de funktioner, der var nødvendige for skibenes bygning, udrustning og vedligeholdelse på Nyholm. Planen indeholdt også bygningen af en ny matrosby til erstatning eller måske supplement til Nyboder. På denne måde kunne man samle alle håndværkerne og deres familier på det lukkede militære område og spare både penge, tid og transport.

Det var stor tænkt og de fleste elementer i Danneskiold-Samsøes plan blev gennemført. Men de uhyre summer som en fuldstændig realisering ville have koste fik regeringen til at smække kassen i. I løbet af de næste godt 100 år udvidedes dette anlæg mod syd med Ankerøen, Christansholm, Bodenshoffs Plads, Frederiksholm og Arsenaløen. Her byggedes en række administrations- og værkstedsbygninger i takt med den teknologiske udvikling og tidens krav.

Nogle kunne måske forledes til at tro, at der var tale om et trist og gråt anlæg med snavsede bygninger, larm, røg og stank af tran og tjære. Det er naturligvis vanskeligt i dag, at danne sig noget indtryk at lugt og lyd, men vi ved fra det bevarede tegningsmateriale, at de fleste bygninger var grundmurede og at værkstedsbygningerne, havde fine arkitektoniske detaljer. På Nyholm er beviserne håndgribelige. Her finde vi, den dag i dag, en række af de bygninger, som blev opført kort tid efter Den store nordiske Krig. Et udtryk for byggeriets kvalitet og soliditet.

 

På Gammelholm, som Bremerholmen kom til at hedde efter etableringen af anlæggene på Nyholm, boede en række af Søetatens øverste officerer med deres familier. I tilknytning til embedsboligerne var der frugt- og nyttehaver, ligesom der i udstrakt grad blev holdt husdyr, således at familierne kunne forsyne sig med frisk mælk og andre livsfornødenheder.